Nasjonalmuseet i Oslos udstilling «Arkitekturstriper» er opdelt i 6 afsnit og en ekstra lille inspirationsudstilling i hvælvingen, hvor den tidligere bank husede sine største skatte. Det er et godt sted at begynde, fordi man her bliver sporet ind på udstillingens tema, der kredser omkring forskellige tilgange til hvordan tegneserien kan anvendes i arkitekturen.
I inspirationsrummet finder man blandt andet arkitekturtegneserieklassikere som Benoît Peeters og François Schuitens Brüsel (1992) fra serien Hemmelighedsfulde byer og Chris Wares Building Stories, der har inspireret mange arkitekter og nok er blandt de mest berømte tegneserieeksempler på, hvor tæt en relation, der kan være mellem tegneserier og bygninger. Især Wares arbejde er ofte blevet diskuteret gennem et fokus på den måde, han bruger bygninger til at strukturere tid og rum i sine fortællinger. Inspirationshulen rummer også et brev fra arkitekten Le Corbusier til en mulig kunde, hvor han sirligt har tegnet en næsten-tegneserie som et forsøg på at forklare sine visioner. Desuden vises forskellige film og 3Dmodeller, der kredser om arkitekternes inspiration og muligheder for at videreformidle deres ideer til både kunder og brugere.
Når man vandrer ind i selve udstillingen, bliver man mødt af en opdeling bygget i krydsfinér, der både giver mindelser til vinduer og tegneseriepaneler og derfor fornemmer man allerede i udformningen af udstillingen overlap mellem tegneserie og arkitektur. Udstillingen er kurateret af Anne Marit Lunde og Mélanie van der Hoorn og tager udgangspunkt i sidstnævntes bog Bricks & Balloons: Architecture in Comic Strip Form (2012), der opererer med 6 forskellige temaer. Disse bliver i udstillingen til 6 rum, der hver især retter fokus mod en funktion, som tegneserien har i arkitektens process med udformningen af bygninger og nabolag.
I temaet ”Presentation” er fokus på tegneseriens narrative kvaliteter, som den kan bruges i arkitektens visuelle fremvisning af sit projekt. Tegneserien har den fordel, at den både kan vise, hvordan bygningen eller området kommer til at se ud, men samtidigt også kan fortælle om, dels hvordan livet kommer til at forme sig for de mennesker, der kommer til at færdes der, dels, hvordan de forskellige tekniske løsninger kommer til at fungere. På den måde kan tegneserien bidrage til en mere levende fremstilling end den traditionelle arkitektmodel.
Dernæst følger en sektion med ”Kritik” hvor tegneseriens muligheder som kritisk redskab udforskes. Det kan være en humoristisk kritik eller en kritik, der aktivt diskuterer arkitektteoretiske koncepter, der ikke involverer de mennesker, de er tiltænkt. Her skal især fremhæves Matthias Gnehms arbejder, der stemningsfuldt iscenesætter bylandskaber i fx Die kopierte Stadt (2014), hvorfra udstillingen viser enkelte originalsider.
I afdelingen for tegneserien som ”Designværktøy” bliver tegneserien anvendt som et tænkeredskab i processen og er ofte indtænkt i arkitektens arbejde lige fra begyndelsen. Her fungerer den ikke som formidlingsplatform men snarere som en måde at udvikle tanker og idéer. Som i Jimenez Lais tegneserier, hvor arkitekturen udvikles gennem udarbejdelsen af fortællingerne og fungerer som petriskål, hvor nye ideer udvikles.
Udstillingen har også en afdeling for ”Personlige reportasjer” hvor mennesket i byen er i fokus. Her blander tegneserierne fiktion og virkelighed og zoomer ind på den erfaring, de forskellige individer har, så deres oplevelser og forståelse af deres omgivelser ikke forsvinder i en grå masse af potentielle brugere.
I ”Konsept” sektionen er hovedfokus lagt på, hvordan arkitekten formulerer og formidler sine hovedidéer, så de enkelte involverede kan få indblik i, hvad det arkitektoniske koncept går ud på. Her er en tydelig interesse i, hvordan man kan inddrage kommende brugere i udviklingen af nye bygninger og bydele. Tegneseriens evne til at kunne forenkle meget komplekse problemstillinger og ideer spiller her en stor rolle, og fortællingen er igen i centrum, fordi den kan hjælpe kommende beboere med at se sig selv i interaktion med et ellers meget abstrakt byggekoncept.
Det sidste tema på udstillingen er ”Fantasi” hvor tegneserien bruges til at tænke vildt, stort og umuligt. Tegneserien har altid levet højt på sin evne til at fremstille utopiske landskaber og visualisere fantastiske fremtidsscenarier på en troværdig måde. Det udnytter fx Moon Hoon i sine små, minutiøse skildringer af utopiske bygninger, der dog indimellem viser sig at kunne realiseres. Med tegneserien til hjælp kan arkitekterne drømme med store armbevægelser og skubbe til grænserne for, hvad vi forstår ved arkitektur i en form, der gør det umulige muligt.
Alle, der kender lidt til tegneserier ved, hvor svært det er at udstille dem på en måde, der er interessant og medrivende for gæsterne, men denne udstilling slipper et langt stykke ad vejen godt fra denne udfordring, fordi den varierer 2D og 3D objekter, mikser originaler med tryk og ikke mindst har afsat et læsehjørne til de nysgerrige besøgende. Tegneserier skal helst læses, og det er en af de udfordringer en udstilling kan have, fordi de enkelte tegneseriesider fremstår fragmenterede og udenfor deres sammenhæng. Udstillingen har samlet et imponerende antal arkitekturtegneserier, der har en international bredde og viser mange forskellige aspekter af arkitektens arbejde. Det er selvfølgelig en diskussion, om arkitekterne altid slipper lige heldigt fra deres arbejde med tegneserien og der skal nok være dem, der mener, at enkelte af arkitekturtegneserierne er både kluntede og grimme og måske i virkeligheden ikke rigtig fungerer som tegneserier. Ind imellem fylder ønsket om at informere potentielle kunder og vise tekniske løsninger for meget i tegneserierne, så det æstetiske træder i baggrunden og fortællingerne falder fra hinanden.
Som arkitekt må det være en øjenåbner at se alle de mange måder, tegneserien kan være et aktiv i skabelsesprocessen, og for tegneserieinteresserede er der helt sikkert nye aspekter af tegneserien at opdage i mødet med arkitekturen. Jeg tør godt love, at selv de mest hardcore tegneserielæsere vil møde nye kunstnere på museets vægge. Alt i alt er det en flot og velkomponeret udstilling, hvor man ikke behøver at være hverken tegneserie- eller arkitekturnørd for at sætte pris på de mange spændende måder, de to kunstarter kan befrugte hinanden.
(Lysten på å lese mer om tegneserier og arkitektur? Vi var forutseende og kårets tegneserienes mest imponerende byer allerede i mars, les artikkelen her!)
