Denne artikkelen er hentet fra det danske tegneserietidsskriftet nummer9.dk, som Empirix samarbeider med. Den er gjengitt på dansk siden vi stoler på våre leseres nordiske lynne. 

Tekst: Charlotte Johanne Fabricius

Skamlebben, der udkommer i dag på forlaget Cobolt, er Anne Mette Kærulf Lorentzens tegneseriedebut. Historien følger Louise, der allerede som ung pige er interesseret i andre piger, men først anerkender og udforsker sin homoseksualitet, da hun har fået fire børn og nærmer sig kobberbrylluppet i et ægteskab blottet for erotik.

Louise og de andre karakterer er tegnet som menneskelignende dyr for at føje et lag til fiktionen. For selv om Skamlebben er baseret på Lorentzens egne oplevelser og erfaringer, så er store dele af historien opdigtet og inspireret af de andre sene debutanter, hun har mødt mens hun selv sprang ud og i sit arbejde som LGBT+-aktivist.

Hvordan kom du på at ville lave en tegneserie? Betragter du bogen som en forlængelse af dit aktivistiske arbejde eller en mere personlig fortælling?

– Det er to forskellige ting, selvom de hænger sammen. Bogen har jeg jo lavet alene – dog i tæt samarbejde med Pernille Arvedsen fra Cobolt, som er en fantastisk dygtig redaktør; skrap og igangsættende og opmuntrende, og på alle måder helt uundværlig i den proces. Og som udgangspunkt er bogen jo autobiografisk, men også absolut auto-fiktiv. Det er den især blevet, fordi den er fyldt med stemmer, som er andres stemmer og ikke bare min egen. Stemmer fra folk, jeg har mødt i forskellige sammenhænge. Og de er omskrevet og digtede, men følelserne i bogen er autobiografiske.

– Før det første er det jo omskrevet til et dyre-univers, som jo er ét skjold, man kan gemme sig bag. Og så er en del af det opdigtet, fantasi, så den bliver mere end bare en lige-over version af verden. Hovedpersonen har ikke samme navn som mig. Og jeg er heller ikke en kanin, og jeg har ikke fire børn, og så videre, og så videre. Men der er et afsnit i bogen, hvor hovedpersonen besøger basisgruppen ”Homo med forsinkelse”, som findes i virkeligheden, fordi jeg gerne ville fortælle om, at den findes. Der kommer aktivismen ind – jeg vil række ud efter mennesker, som kæmper med skam eller angst, med frygt for at springe ud, med manglende muligheder for at række ud eller finde et sted at gå hen. ”Skal jeg være ensom resten af mit liv? Vil alle slå hånden af mig?” Det er situationer, som jeg kender fra mig selv og som jeg ved, at rigtigt mange sidder med.

Hvorfor en tegneserie, og hvorfor lige nu? Hvor længe har projektet været undervejs?

– Jeg begyndte for en del år siden at tegne striber – og der er jeg i stor gæld til Alison Bechdel og Dykes to Watch Out For, som er et fantastisk indblik i det fællesskab og miljø, Bechdel er en del af, med alle de skærmydsler og forelskelser og politiske diskussioner, det indebærer. De er skide sjove og meget realistiske. Jeg er mere optaget af at forvride virkeligheden lidt. Karikaturtegning har altid tiltalt mig. For mig giver det karikerede en spænding, en mulighed for at fortælle virkeligheden anderledes og få sagt det, der ikke kan skrives. Jeg har altid tegnet, og jeg er arkitekt af uddannelse, men det gik op for mig, at jeg med tegneserien havde en mulighed, jeg ikke havde fundet før.

For mig giver det karikerede en spænding, en mulighed for at fortælle virkeligheden anderledes og få sagt det, der ikke kan skrives.

– Det er tre år siden, at jeg kontaktede Pernille. Men de striber, jeg sendte til hende, var meget indforståede – og ’historien er konge’, som hun siger, så i starten tegnede jeg slet ikke, men fokuserede på at skrive historien. Selvfølgelig udviklede jeg karakterer undervejs, men det var først sidste sommer, da historien var færdig, at jeg tog orlov fra mit arbejde og begyndte at tegne siderne. Jeg starter med blyant og tegner rent med tusch, og så er det først derefter, at jeg scanner det ind og farvelægger digitalt. For mig, der var nybegynder og debutant, kunne det digitale alt for meget til, at jeg ville give mig i kast med det til hele processen. Jeg var nødt til at give mig selv den begrænsning, som en pen udgør. Og så har vi begrænset farvelægningen til to farver, ud over sort.

Hvor kom dét benspænd fra?

– Min stil er meget todimensionel og uden perspektiv. Det er måske fordi, jeg er arkitekt – jeg ved godt, hvordan virkeligheden ser ud, når man skal tegne den. Men det, jeg gør som tegneserietegner, er jo at skabe en anden virkelighed. Meget længe var siderne holdt i sort/hvid, med en meget simpel streg og sorte skygger. Men på et tidspunkt foreslog Pernille mig at forsøge med noget bestrygning, og så legede jeg – først lidt for sjov – men noget lyserød skyggelægning, der kunne få figurerne til at træde mere frem og skabe noget rumlighed. Og det kunne virkelig noget, så jeg valgte også at tilføje en kaki-grøn som komplementær til det lyserøde. Det startede som skygger og baggrunde, men på et tidspunkt foreslog Thomas Thorhauge – som også har været en utrættelig støtte – at bruge farverne til nogle af taleboblerne. Både Pernille og Thomas har skubbet mig væk fra den ekstremt simple stil og over i noget, der var mere dynamisk. Hvor nogle tegnere måske skal begrænses meget af deres redaktører, skulle jeg skubbes lidt til at eksperimentere noget mere.

Anne Mette Kærulf Lorentzen Skamlebben

– Titlen er selvfølgelig et ordspil og det er meget bevidst. Jeg er vokset op med ordet ’skamlæbe’, som jo er et frygteligt ord og en frygtelig måde at omtale kvindekroppen på. Tænk, at der stadig findes sådan et ord. Vi har, helt ubevidst, internaliseret et syn på kvindekroppen og kvindens seksualitet, der er behæftet med skam. Den skam har mange kvinder, også lesbiske, internaliseret, og derfor skulle det være centralt for historien. Og så synes jeg jo, at det er sjovt med det ordspil – man ved med det samme, hvad det skal handle om. Pernille og jeg blev meget tidligt enige om, at både titlen og forsiden godt måtte være en smule provokerende. Man skulle ikke være i tvivl om, at det ikke er en børnebog, trods dyrene og den lidt nuttede streg. Og forsideillustrationen, med en strap-on dildo og en indkøbsseddel, kan måske gøre anstød, selvom det jo i virkeligheden er ret banalt. Det er sådan en klassisk spænding, vi mennesker står i, mellem lyst eller længsel og så hverdagslivet. Det er i høj grad hovedpersonens oplevelse; at være fanget i en banal hverdag, mens hun brændende ønsker sig noget, hun tror er umuligt.

Hvilke tegneserier har du selv læst? Hvem er du inspireret af?

– Jeg læste selvfølgelig alle de klassiske, da jeg var barn – vi abonnerede på Anders And og jeg læste Lucky Luke og Asterix og den slags. Og så holdt jeg en lang pause som teenager og ung voksen. Men det var virkelig et wake-up call at læse Alison Bechdel. Det blev en katalysator både for at tegne selv og for at læse en masse andre, såsom ’Blankets’ og andre af Craig Thompson, Hernandez-brødrene – især ’Love Bunglers’ er jeg helt vild med, det er modige historier i en enkel og stærk komposition. Det samme tiltalte mig ved Marjane Satrapis ’Persepolis’, som også var en af de tidligste, jeg læste – den helt enkle og stærke streg, og så hendes evne til at blande det personlige med det universelle. Og igen hos James Kochalka og John Porcellino. ’Maus’ er selvfølgelig uomgængelig, ikke mindst når man vælger at tegne dyr. Jeg er også helt vild med Rachael Ball, især ’The Inflatable Woman’, som er en rørende, stor fortælling i en helt enkel blyantsstreg. Blandt de danske tegnere er jeg især begejstret for Signe Parkins’ gakkede og ømme vildskab og Nikoline Werdelins kløgt og humor.

Og så var der nogen, der postede et billede til DFs Facebook-side af et menneske og et dyr, der kyssede hinanden – en meget smuk tegning, men som selvfølgelig straks blev fjernet. Så sad vi og grinede lidt af den bornerthed, og kom så til at sidde og spørge hinanden, ”Hvad er du så for et homo-dyr?”

Hvornår besluttede du, at figurerne i Skamlebben skulle være dyr – og hvorfor?

– For nogle år siden, da der var en masse polemik i offentligheden om ægteskab for homoseksuelle, havde min kæreste, Abelone, og jeg siddet og hørt Mette Dencker fra Dansk Folkeparti spørge, ”Hvad bliver så det næste – skal man kunne gifte sig med sit kæledyr?” Og så var der nogen, der postede et billede til DFs Facebook-side af et menneske og et dyr, der kyssede hinanden – en meget smuk tegning, men som selvfølgelig straks blev fjernet. Så sad vi og grinede lidt af den bornerthed, og kom så til at sidde og spørge hinanden, ”Hvad er du så for et homo-dyr?” Det opstod så som et samtaleemne blandt vores venner – så var der en, der helt klart var en bjørn, og en, der var en hund. Og med virkelig mange af dem kunne jeg straks se for mig, hvilket dyr de skulle være, hvis jeg skulle tegne dem. Så i løbet af den sommer lavede jeg nogle forskellige små striber om homo-dyr. Der var ni figurer – en flamingo og en bjørn og en kanin, og så videre. Det var sådan, striberne startede, så det kom længe før den historie, der blev til ’Skamlebben’. Da så Pernille kom ind i billedet syntes hun, at den, der stod klarest, var kaninen. Den valgte vi så som hovedperson til historien. Men der var en masse andre dyr også, så det kan være, at deres historier også kommer på et tidspunkt.

Anne Mette Kærulf Lorentzen Skamlebben

– Grebet med de antropomorfe dyr, der har tøj og ikke ligner rigtige dyr, har jeg selvfølgelig ikke fundet på selv – det kender vi jo fra mange andre tegneserier. Jeg ville gerne skabe en verden, der pegede på den verden, vi kender, men var fortolket kunstnerisk. Man kan forenkle en karakter på en passende måde, når man skal fortælle en historie. Jo mere simpelt, des bedre. Det er også et udtryk for blufærdighed fra min side – det bliver enormt intimt, hvis man tegner et andet menneske, så det ligner. Jeg har med vilje sløret og maskeret de mennesker, jeg kender, der har inspireret figurerne i bogen. Man kan ikke genkende sig selv. Og så kan man gøre enormt meget med de associationer, vi har til forskellige dyr. Kaninen er et meget forskræmt dyr, for eksempel, men også et, vi tænker på som enormt liderligt. Blandingen af det nervøse og ængstelige og så det at være besat af sex. Det passede helt perfekt til min hovedperson. Og hendes bedste veninde er jo sådan en idealiseret veninde, som ikke findes i virkeligheden – altid støttende og til rådighed og forstående. Derfor blev hun sådan en stor, blød og tryg bamse.

Det er jo ikke fordi, at vi aldrig har set historier før, hvor mennesker når langt hen i livet, før de springer ud – men den ’spring-ud-historie’, som vi ser meget i mediebilledet i dag, handler om helt unge mennesker; teenagere eller folk i tyverne, som finder sig selv og en identitet og en flok ligesindede via internettet. Fortæller du også denne her historie, fordi den er ved at forsvinde?

– Det kan man godt sige. Altså, da jeg var ung – jeg voksede op i 60erne – blev det at være homoseksuel opfattet som en psykisk sygdom, folk brugte også det udtryk, at man var syg. Det blev først ophævet i 1972. Der var ingen, man kunne spejle sig i, i mediebilledet. Man kunne knap nok finde ligesindede, især hvis man boede uden for byerne. Og de mennesker, jeg har mødt – ældre, pensionerede mænd, hvis koner var gået bort og som havde levet et skjult liv, med saunaer og parker, eller som helt havde fornægtet og undertrykt det som umuligt – al den forpligtelse, de har levet med, skam og forbud, de har lidt virkelig meget. Så det er også i solidaritet med de mennesker, at jeg har fortalt historien.Anne Mette Kærulf Lorentzen Skamlebben

– Selvfølgelig er det stadig svært i dag for unge mennesker at springe ud, de kæmper mange af de samme kampe mod udskamning og mobning, måske især unge transpersoner. Men der er en helt anden synlighed i dag, bedre muligheder for at finde nogen at identificere sig med, især for unge mennesker. Min personlige historier, de oplevelser, jeg har haft, er en anden historie end de unges historie. Og de mennesker, jeg har mødt, som er ældre end jeg, deres stemmer har jeg skrevet ind – ”Jeres stemmer blander sig med min”, som der står i efterskriftet.

– Mange af de spring-ud-historier, vi ser på film, er også ’coming of age’-historier. Men når man springer ud midt i livet, hvor man måske både har egne børn og stadig har sine forældre, så er oplevelsen en anden. Man står måske ikke engang halvvejs i livet, men det kan føles, som om livet nærmest er overstået og det kan være så svært at forestille sig, at man kan vælge at leve på en anden måde. Derfor var det også vigtigt for mig at have scener med, hvor hovedpersonen springer ud over for sine forældre og sine børn. Og at vise, at det også bliver filtret ind i skilsmisse og generationsforskelle.

Du nævner selv Bechdel, og sammenligningsgrundlaget er jo på sin vis oplagt, når du har lavet en autofiktiv fortælling om at springe ud som lesbisk. Er det angstprovokerende at blive sammenlignet med så feteret en tegner?

Fun Home er jo, med rette, en af de bedst kendte tegneserier og en enorm inspiration for mig. Bechdel er enestående, ikke mindst fordi hun har lavet så meget og betydet så meget for så mange mennesker. Jeg er selv helt benovet og overvældet over at ’få lov’ til at komme så langt, at jeg har en bog i hånden, som jeg har tegnet. Selvfølgelig er den ikke perfekt, og der er da masser, jeg kunne lave om, men nu er den der og er færdig. Jeg har været enormt heldig at ’gå i skole’ hos Thomas og Pernille og lære en masse om tegneserier, når nu jeg ikke har gået i skole i for eksempel Viborg eller Malmö, hvor man kan lære det ’rigtigt’ og fra bunden. Fordi det har været så personlig en proces, hvor jeg har famlet mig frem og fundet mig udtryk, føles det også som en meget personlig bog, som min bog. Så selvfølgelig er det svært at blive sammenlignet, men jeg føler også, at min bog er sin egen og kan stå for sig som et vigtigt bidrag. Så mange tegneserier om lesbiske er der jo heller ikke i verden, da slet ikke i Danmark – endnu.

Anne Mette Kærulf Lorentzen Skamlebben

– Min historie handler selvfølgelig om at springe ud som lesbisk, men det er jo også en meget mere almen historie om en lidt kujon-agtig hovedperson, der ikke tør forfølge sine længsler og som skal lære at turde tage sig selv alvorligt og finde sin kerne. Det er en historie om at stå midt i livet og føle sig utilfreds og famlende. Jeg ville rigtigt gerne fortælle en historie om voksne mennesker, sådan rigtigt voksne, der er midt i livet og har en del erfaringer bag sig. Jeg håber, at jeg kan anspore mennesker til at turde noget. Den handler også generelt om kvinder, der sætter deres egne behov til side til fordel for deres brødre, mænd, forældre, og børn, og om en kamp for at vælge sig selv til. Det er også en historie om at blive skilt og skulle være enlig mor, om hvordan man forhandler den situation. Den enorme frihed, men også enorme frygt, der kan være forbundet med at forlade sin mand og finde ud af, hvordan man selv gerne vil leve og være forælder. Det var vigtigt for mig at fortælle en historie, der ikke var indforstået eller kun gav mening for andre lesbiske. Jeg vil gerne tale til et bredere publikum – måske især ramme nogle forældre til børn, der ikke er heteroseksuelle eller på anden måde ikke passer ind i samfundets normer for køn og seksualitet.

LEGG IGJEN EN KOMMENTAR

Legg inn din kommentar.
Fyll inn ditt navn her

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.