Denne artikkelen gjengir vi etter tillatelse fra det danske tegneserietidsskriftet nummer9.dk. Originalspråket er beholdt siden vi har tro på våre leseres språkmektighet og pan-nordiske lynne.

Tekst: Malene Hald
Foto: Carsten Olsen

I et solbeskinnet kontor på Vesterbro holder Pernille Ørum til. Der mødte jeg hende sidste år da klimasommeren var gået på hæld – og Ørum endnu ikke var særlig kendt i Danmark.

Men et halvt års tid, en debuttegneserie med Kevin Smith som forfatter og en omgang Copenhagen Comics senere, er danskerne begyndt at bemærke randrusianeren med den feminine streg.

Men inden vi når så langt, skal vi tilbage til kontoret på Vesterbro.

Fra Ariel til Daenerys

– Man kan godt blive træt af lufthavne, sukker Pernille Ørum.

Hun er i Danmark og vende mellem to af de amerikanske tegneserie-cons som hun ofte er gæst på, når hun ikke lige laver konceptudvikling for store brands som Disney og DC.

– Jeg har lige købt to originale Glen Keane tegninger fra Den Lille Havfrue. De er fra sekvensen med Part of Your World.

Det trætte post-lufthavnsblik bliver erstattet af glæden over tegningerne, og måske også tanken om, hvor begejstret 9-årige Pernille, der så den Lille Havfrue i Randers Bio, ville være.

– Jeg rystede nærmest, da salget gik igennem. Jeg har drømt om at eje dem siden jeg var lille.

For de uindviede er Glen Keane en af de absolut bedste Disney-animatorer i nyere tid, hvis ikke den bedste. Det var ham, der tegnede og animerede hovedfigurerne i stort set alle Disneys film fra 1989 og frem: Ariel, Udyret, Aladdin og Pocahontas. Det er hans tegninger, der i sin tid fik Ørum til at beslutte, at det der med at designe figurer til tegnefilm – det ville hun lave.

Ørum tegner kvinder i en umiskendelig 90’er Disneysk stil, men trods den visuelle lighed med prinsesserne, ser ingen af dem ud til at have det mindste brug for en helt. De har attitude og de er selvstændige – og det er en stor del af grunden til Ørums succes på Instagram.

For Instagram-stor, det er hun, også efter amerikansk målestok. I skrivende stund har hun 620.000 følgere. Hun har to succesfulde kickstarter-kampagner bag sig, der tilsammen har indsamlet for en lille million, et astronomisk beløb set med danske øjne.

– Da jeg nåede over et par tusind følgere, satte jeg alt ind på at poste noget hver dag, forklarer hun, da jeg forsøger at finde ud af, hvad den hemmelige formel til Instagram-kendisstatus er.

– Da jeg havde et par tusind følgere gik jeg meget op i hvad folk ville have, men da jeg nåede over et vist punkt tænkte jeg ikke så meget over det mere. Siden har jeg bare postet det jeg selv synes er fedt – det er jo det, folk kan lide.

For Pernille Ørum synes Disney er fedt – især Disneyprinsesser, hvilket ofte er noget, andre rynker på næsen af. Men Ørum var barn i 90’erne, hvor figurer som Ariel, Belle, Jasmin og Pocahontas sang sig ind i mangt et pigehjerte, og de blev startskuddet til hendes intense studie af bl.a. Glen Keanes tegneteknik.

Ørum er især fan af de gamle Disneyfilm, hvor et enkelt menneske stod for designet og næsten al animation af de enkelte figurer. Hun har brugt timer på at studere hvad det er Glen Keane kan, som gør ham til noget særligt.

– Jeg var tiltrukket af, at det var pænt, men at der var en attitude, og at helt små detaljer som fx placeringen af læben gør, at man kan se, at det er Ariel. Det begyndte jeg at studere i starten af teenageårene. Jeg pausede videobåndet og tegnede efter det der flimrede billede. Efter 2 minutter gik tv’et koldt. Men det blev en den af øvelsen, så skulle man gøre det hurtigt.

Fra Viborg til Irland, så USA – og endelig Danmark

Da Ørum blev ældre, gik hun målrettet efter at blive animator. Det var det eneste hun ville.

– Men jeg boede jo i Jylland, og der kendte man jo ikke rigtig til sådan noget. Folk der er vokset op i København, siger jo at de «gik hen på A-film og talte med dem”. Det kunne vi altså ikke i Jylland.

Det stoppede dog ikke den målrettede tegner, og hun tog et halvt år på forberedende tegnekursus i Viborg, og strøg ind på The Animation Workshop i første forsøg som en af de eneste piger.

– Der var nærmest ikke nogen piger dengang, fortæller hun og forklarer, at det ikke altid var nemt at være en blond pige der var glad for Disneyprinsesser i en dengang temmelig mandsdomineret branche.

– Jeg kunne tegne på et ok niveau, og så var det i orden at gå op i Disneyfilm – til en vis grænse, siger hun, som svar på, hvordan man dog bliver ved med at tegne i en stil som omverdenen ikke bryder sig om.

Efter endt uddannelse var Ørum blandt andet forbi det irske animationsstudio Cartoon Saloon, som dyrker en meget grafisk og enkel stil. Hvis du har Netflix og børn, er du måske stødt på serien Puffin Rock, en charmerende serie om en luntefamilie. Den stil er Ørum også svært begejstret for.

– Det er meget mere mig, det er jeg helt vild med. Det kan noget grafisk.

Det grafiske og enkle er tydeligt i Ørums stil, og det er nok en del af forklaringen på hendes store succes – i USA.

– Jeg er jo ikke et hit i Danmark, mine kunder er helt klart amerikanerne, siger hun og griner højt.

– Det gør mig ikke noget, branchen er jo større. Danskerne kender mig ikke. Jakob Stegelmann har engang liket en af mine billeder, og Alt for Damerne havde engang et lille link – det var det, siger hun stadig grinende, mens hun tilføjer, at det er rart at tale om sit arbejde på dansk.

#GirlsInAnimation og kvinder i ledelse

– Jeg har altid vidst hvad jeg ville, og været meget målrettet og synes at Disney-prinsesser var det sejeste, siger hun ligefremt.

– Jeg prøver meget at køre på det feminine – det betyder jo ikke, at man ikke er megasej, fortsætter hun.

Jeg skæver mod en markant grafisk plakat med Buffy the Vampire Slayer der hænger på væggen, som jeg virkelig ville ønske jeg også havde, og spørger ind til hashtagget #GirlsinAnimation, som Ørum har startet, og som er blevet brugt over 90.000 gange.

– Der er vist flere kvinder nu på animationsskolen end drenge, men vi er stadig ikke repræsenteret særlig meget på lederniveau. Disney har jo fx ikke haft en eneste kvindelig instruktør, bortset fra hende der lavede Brave (Brenda Chapman, red.), og hun blev fyret af John Lasseter. Men nu er han jo blevet fyret, og så er det vist Jennifer Lee der skal være direktør (Oscarvindende forfatter og instruktør af Frozen, red.).

– Før i tiden var der jo nærmest ingen kvinder eller piger i branchen. For mit vedkommende var der jo ikke nogen forgængere. Vi skubber nedefra. Der er nogle kvinder på Disney lige nu som er badass. Men jeg ved ikke om de vil være ledere – det vil jeg ikke, medmindre min hånd ikke kan tegne mere. Men jeg kan mærke, at der sker et skub nedefra.

Jeg spørger til navnet #GirlsInAnimation, for vil voksne kvinder egentlig kaldes piger – girls?

– Navnet kommer fordi, det er det her jeg har villet siden jeg var en lille pige. Jeg tænkte ikke over det, da jeg fandt på det – det falder mig helt naturligt, svarer hun beslutsomt.

– Ja, det er lidt girlish. Og sådan er det. Fuck jer.

Om klassiske maleteknikker og DC Superhero Girl

Selvom hun er instagramfamous for sine digitale værker, begyndte hun først at farvelægge digitalt sidste år på animtionsskolen. Egentlig har hun malet med olie siden hun var teenager.

– Nu maler jeg digitalt, for det er meget nemmere, men min tilgang i Photoshop er den samme som hvis det var maling. Jeg ville aldrig nogensinde have opgivet ikke at have den traditionelle tilgang først. Dem der kun er digitale er jo på den, hvis de ikke har deres computer.

At Ørum lærte at male med olie, er en af den slags skelsættende øjeblikke, som ændrer en livsbane og som vil gøre sig godt i en biopic en dag. Den 15-årige Ørum var i praktik hos en sur ældre grafiker som parkerede hende ved et bord og lod hende tegne, uden at vejlede hende det mindste. Den sidste dag medbragte hun sine tegninger og viste ham dem, hvorpå han erklærede, at hun aldrig ville blive til noget.

Teenageren tog tegnemappen under armen med til sit ungdomsjob i Randers Biograf, hvor en flink chef lyttede til den nedslåede. Det viste sig, at den flinke chef havde en ligeså flink søn, som tilfældigvis også var tegner. Ørum blev inviteret hjem til sønnen og hans kæreste:

– Det endte med, at jeg kom hjem til dem en gang om ugen i hele min gymnasietid og så stod vi bare og malede, mens vi havde en film kørende i baggrunden. Så malede vi bare. Jeg kendte ikke nogen andre der kan kunne lide det jeg kunne lide, og han holdt mig til ilden. Jeg besøger ham stadig stort set hver gang jeg er tilbage i Randers.

Når Ørum ikke er på besøg i Randers eller arbejder på kontoret på Vesterbro, rejser hun jævnligt til amerikanske cons eller har møder med store firmaer om hemmelige projekter og pitcher koncepter til tv-serier, bøger og film. Mange af de projekter hun arbejder på, er hemmelige fordi de er under udvikling, så dem kan hun ikke fortælle noget om.

Hun kan dog fortælle om et projekt der er færdigt, nemlig den animerede serie DC Superhero Girls. Alle DC superheltinderne, Batgirl, Harley Quinn, Poison Ivy osv, går i high school – serien handler om udfordringerne ved at være en teenager med superheltekræfter.

Ørum arbejdede i to år med at udvikle karakterdesignet – look, stil, kostumer osv, og har siden også tegnet børnebøger med figurerne. Du kan forresten se serien på Netflix.

Hit-Girl i Hollywood

Som karakterdesigner er det en del af gamet, at folk arbejder videre med ens materiale, så Ørum ærgrer sig ikke over, at figurerne i de færdige tegnefilm langt fra altid ligner det koncept hun skabte. Hun ved, hvad hun kan. Alligevel er hun begyndt at savne at følge sine tegnede figurer helt til dørs, og er derfor begyndt at illustrere bøger – og lave tegneserier.

Da vi mødtes i august arbejdede Ørum stadig på sin tegneseriedebut, ”Hit-Girl i Hollywood”, som er skrevet af indieinstruktøren Kevin Smith. Blandingen af Ørums feminine streg og Smiths gakkede hjerne virker måske ikke helt logisk, men forklaringen er nu alligevel ligefor.

– Hans datter er blevet teenager, så han vil gerne lave noget til hende. Det han har lavet før, har nok været mere til ham selv, fortæller Ørum.

https://www.instagram.com/p/BtdcRf3nJQA/

Hun har mødt Smith et par gange, været hjemme hos ham, og var slet ikke overbevist om at han mente det, da han første gang pitchede idéen til hende om at skrive en tegneserie som hun skulle tegne.

– Det er en ret kommerciel serie, og hans navn alene vil helt sikkert sælge den. Hvis jeg formår at lave en fed stil, vil det måske bære den videre ud. Så kan det godt blive ret vildt.

Ørum har ikke tegnet en tegneserie før, men hun har læst tegneserier hele sit liv, og er ikke bleg for at trække på dem i sit netværk der har lavet tegneserier, hvis hun føler behov for det. Desuden har hun helt frie hænder til det visuelle look og glæder sig i det hele taget til at lave noget som hun har fuld ejerskab over. Det første nummer er som sagt udkommet, og de næste tre numre følger den næste tid. Forlaget Cobolt har også lovet en samlet udgivelse til efteråret.

Instagram og resten af verden har vidst længe, at Pernille Ørum var værd at holde øje med, og nu er danskerne ved at komme med på vognen. Jakob Stegelmann interviewede Ørum (igen) på weekendens Copenhagen Comics og der var stort set konstant kø foran hendes stand.

Tænk at være en 10-årig tegneglad pige og opdage Pernille Ørum. Hvis der er markant flere kvinder der er professionelle tegnere om 10-15 år, så døber jeg det på forhånd Ørum-effekten.

Hit-Girl i Hollywood 1 er udgivet af Forlaget Cobolt. Følg Pernille Ørum på Instagram her.

LEGG IGJEN EN KOMMENTAR

Legg inn din kommentar.
Fyll inn ditt navn her

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.