Denne artikkelen er hentet fra det danske tegneserietidsskriftet nummer9.dk, som Empirix samarbeider med. Den er gjengitt på dansk siden vi stoler på våre leseres nordiske lynne. 

Før jul fikk Norge en ny fribytegner da Ali Dorani endelig ankom Stavanger etter fire år i en flyktningeleir. For mer om friby-programmet, se faktaboksen. -red.

Tekst: Louise C. Larsen.

København har fået sin egen ICORN/PEN-fribytegner: Khalid Albaih. Khalid er sudaneser, født i Rumænien, men har levet det meste af sit liv i Qatar, fordi hans far var politisk aktivist i Sudan. Khalid tilhører som bladtegner den internationale elite, hvor han er en first responder, der tegner til de sociale medier endnu, mens en begivenhed finder sted. Som fribytegner bor han de næste to år i København, hvor han har mulighed for at tegne uden risiko for censur og forfølgelse (se afsnit nederst i artiklen om Fribytegnere).

Khalid Albaih tegnede det arabiske forår den dag, det brød ud. Det er lykkedes ham igen og igen at gribe stemningen, fordi han konstant søger viden. Hans udblik er panarabisk, ligesom han diskuterer den vestlige verdens reaktioner på og interaktion med den arabiske verden, herunder de sociale mediers rolle.

Khalid Albaih
Khalid Albaih. Foto: Niels Larsen.

Lad os gribe om din glæde: Du har fundet dit rum.

– I forgårs var det første gang jeg brugte et offentligt bibliotek. Jeg har aldrig været på et bibliotek, før jeg arbejdede på museet i Qatar [Khalid er leder af Installation og Design – Kunst i Offentligheden for museerne i Doha, LCL]. Vi har et rigtig godt bibliotek, men det er meget specialiseret i islamisk kunst. Og vi har et i museet for moderne kunst, men også det er meget specialiseret. Intet dér er åbent. Jeg mener oplysninger, der inviterer til at blive brugt.

– Biblioteket her ligger i vores nabolag; det er en nabolagsfunktion. Det indbyder til at sidde og arbejde, og det åbner virkelig mine øjne. Til at udforske stilarter, udforske illustratorer og bladtegnere. Indtil nu er jeg gået online for at se tegnekunst, og online ser det ud, som om det er meget, men det er der i virkeligheden ikke. Her derimod kan du rent faktisk holde de fysiske bøger i dine hænder, forskellige stilarter og forskellige måder at trykke på. Jeg er endnu kun kommet her regelmæssigt i en lille uge, men det har åbnet mange rum i mit hoved.

– Mit næste projekt er at forsøge at etablere et tegneseriebibliotek i Sudan. Ikke en boghandel, for jeg vil have fri viden. Dem, som har økonomien, er ikke dem, jeg forsøger at skabe kontakt til. I øjeblikket taler jeg med egyptiske og libanesiske forlag, de er også de eneste, der udgiver graphic novels på det arabisksprogede marked ud over nogle få i Emiraterne og Qatar, og i dag var jeg i Fantask med Dennis Rosenfeld, hvor jeg fortalte dem om ideen, og de spurgte straks, hvordan de kunne være til hjælp. Jeg har en vision om at nå ud til mange mennesker som mig, der aldrig har været på et offentligt bibliotek før. Efter min mening er det en menneskeret at have adgang til noget så unikt som graphic novels eller bladtegninger, alt hvad der har at gøre med kunst og kultur.

[infobox]

Et bibliotek med speciale i graphic novels…

– For mig er det kunstformen. Det var den, jeg voksede op med at læse. Det var ikke bare svært at få bøgerne, det var også en nicheting. Min far plejede at købe Superman og Batman til mig, der var blevet oversat til arabisk. Så jeg forsøger at give tilbage og skabe en mangfoldighed, så du har adgang til at læse, hvad du har lyst til. Jeg tror ikke, der er et bibliotek for den grafiske roman i den arabiske verden.

– Graphic novels rummer det hele. At se andre ting åbner virkelig dine øjne, og det samme gælder for politik. Når man ser udenfor, opdager man, at Mugabe ikke er det eneste valg, eller Bashir ikke er det eneste valg; at der er et valg udover den, der hersker landet i 30 år. I regionen føler vi, at hvis nogen tager magten, holder han tingene under kontrol. Ja, men han gør det ved at dræbe alle andre. Vi skal se, at forandring er mulig og indse, at der ikke findes noget entydigt rigtigt eller entydigt forkert.

– Jeg arbejder på endnu et projekt: Portholes, og Niels Offenberg hjælper mig med kontakter. Jeg tager altid metroen overalt her, og der er pænt og rent i modsætning til togene i Egypten eller i Sudan eller i Indien. Så jeg tænkte, at mennesker her skulle se, hvordan det er derovre, og jeg ønsker folk derovre kunne se, hvordan det er her. Forestil dig at gå ind på Nørreport Station, og så fører en skærm dig ind i et transportområde i Uganda eller i Sudan, hvor du hører og ser dem, som er der netop nu. Som et Skype-møde, men med folk, som du ikke kender.

– Måske skal vi sætte en mikrofon ved. Jeg ved, at det steder som i Sudan hvor det juridisk set end ikke vil være muligt at opsætte en skærm, men vi kunne gøre det som en guerilla-handling, og det kunne være et pointe i sig selv at opleve herfra, at du end ikke må opsætte en skærm.

– Det er den samme handling, jeg forsøger at skabe med mine tegninger. Jeg forsøger at bryde disse barrierer eller bare have nysgerrighed, så mit hoved brygger på ideer om, hvordan jeg kan lave tegninger på en fysisk måde. En del af at være her er, at jeg har fået et større rum til at tænke, og det er også en chance for at gøre ting i større målestok. Min politiske erklæring lyder på, at du er nødt til at blive ved med at skubbe til tingene.

Khalid Albaih på sit lokale bibliotek med sin skitsebog og en klassiker af et københavnsk motiv: En mor på cykel, der strider sig frem. Foto: LCL

Det har været en inspirerende begyndelse at have dig hos os.

– Jeg har været her i en måned, og jeg har ideer om at etablere forbindelser og bruge den tid, jeg er her, til at gøre noget, som jeg kan lære af, og finde måder, så også danskere kan lære af min erfaring. Det er formålet med programmet udover at give min familie og mig et sted, hvor vi kan tænke og arbejde uden at bekymre os om andre spørgsmål også.

– Jeg vil ikke betragtes som “den kunstner, vi reddede”. Jeg vil have det til at være en udveksling for viden. Jeg ved selvfølgelig desværre godt, at for kunne at fortsætte mit arbejde, har jeg brug for beskyttelse, og jeg er taknemlig for PEN, ICORN og Københavns Kommune for deres invitation men igen tænker jeg på, hvad jeg skal nå, mens jeg er her.

– Umm Kalthoum var en berømt egyptisk sanger i 1950’erne og ’60’erne, der sang et digt af en sudanesisk digter, Al-Hadi Adam Al-Hadi: “Jeg skal se dig i morgen”. Det er en kærlighedssang; men i går slog dens filosofiske vægt mig: “I morgen bliver stor, i morgen bliver fantastisk, i morgen bliver det bedre. I morgen glæder vi os til, men i dag er det bedste lige nu”. Jeg vil virkelig bruge det, at ja, i morgen… men lige nu er jeg her, så lige nu forbereder jeg mig.

Du har et nyt slagord: Bring internettet til live

– Jeg er fra internettet. Det er der, jeg føler, jeg virkelig er fra, fordi der var meget vi ikke måtte, men internettet gav os lov. Vi kunne ikke få visum som børn, det var svært for familier at rejse, men internettet blev vores adgang til chatrooms, hjemmesider og blogs. Jeg er ikke fra Rumænien, hvor jeg er født. Jeg er ikke fra Sudan, fordi jeg er en 36 år gammel mand, der stadig farer vild, når jeg er der. Jeg er ikke fra Qatar, fordi jeg ikke kan komme fra Qatar. Det eneste sted, der var hjemme for mig, var internettet.

– Dette er det levende internet i det fysiske rum, hvor internettet dog stadig skal inddrages. Alt handler at etablere kommunikation, hvordan vi kan bruge alle disse elementer på en måde, der er skabende.

3. januar 2018: Revolusjon i Iran?

Mange tegnere taler om økonomisk censur, fordi de har svært ved at leve af deres ting, og du har også selv en tegning i omløb, som du er den eneste, der ikke tjener på?

– Du kan ikke være en diktator på internettet. Folk vil finde en løsning og beskære din tegning eksempelvis, så det er bedst, at du selv giver din tegning fri, for så vil det give tilbage. Jeg vil gerne akkrediteres for mit arbejde, så jeg beder om for eksempel for Kaepernick-tegningen, at de bare nævner mit navn. Der skete det, at folk indbyrdes begyndte at reagere på, at andre viser det: Åh, det billede er af den person, og for mig er det internettets kultur.

– Hvis det har sin virkning, som det skete med Kaepernick-tegningen og jeg oplever, at når jeg taler om mit arbejde, genkender de det straks. Det er stort. Jeg arbejder på at nå til det punkt, hvor du ved, at en tegning er lavet af mig, når du ser den, selvom navnet ikke står ved.

Du taler om tegninger som tale

– Min arbejdsproces er at læse en masse og fra så mange forskellige kilder, jeg kan komme til. Det er virkelig svært, for intet må tages for pålydende og vi er nødt til at vide, hvor kilderne kommer fra og hvordan. Jeg taler med alle, som jeg kan komme til at tale med, og en idé dukker op, der former sig som et spørgsmål, jeg vil tale om. Jeg forsøger at danne så enkle spørgsmål som muligt, og jeg bliver dybt frustreret, når jeg ikke kan gøre det nemt. Jeg har selv brug for, at når du taler til mig, skal det være helt enkelt, for at jeg forstår dig, og jeg tror de fleste har det sådan, akademikere eller ej: Fortæl mig hvad det er. Hvad taler vi om her.

– Det er, hvad jeg vil have: Noget simpelt og præcist, der ser godt ud. Det skal se godt ud, det hører med. Jeg kommer fra 1990’erne og 2000’erne, og jeg kan lide at bruge popkultur. Jeg kan lide at blande. I begyndelsen ville jeg lave stencils. Jeg var vild med Banksy, og når du sammenligner Banksy og Naji al-Ali, arbejder de begge i sort/hvid, de ser på verden fra et spørgsmålstegn, og de er begge sarkastiske på en meget trist måde. Jeg ville være en blanding af dem. Lave gadekunst, fordi jeg ville bruge det offentlige rum, og det eneste offentlige rum jeg havde, var internettet.

– Jeg er ikke en god kunstner. Jeg tegner ikke godt, så jeg bruger grafiske elementer og med popkulturen var det lettere at levere et budskab. Og fordi der er store kunstnere derude som Emad Hajjaj, Osama Hajjaj, Marilena Nardi – hun er utrolig! Doaa Eladl også. De er så smukke, ren kunst. Fordi jeg arbejder på internettet, går tingene meget hurtigt, så jeg har brug for at tiltrække mig opmærksomheden, derfor ville jeg blande de to ting, street art og bladtegning. Ligesom blande og se, hvad der sker.

Khalid Albaih
7. november 2017.
Den saudiske kronprins som den civile ulydigheds og borgerrettighedskamps modpol. Ikke uden antydning af djævlehorn.

– Det handler virkelig bare om at gøre tingene enkelt. Mange forstår popkulturen og relaterer sig til den, og indimellem laver jeg så tegninger om det, der krydser mine tanker, såsom “Trump gjorde dette eller hint” eller dette her skete i Saudi eller Libanon. Information. Og derudover taler jeg så fra tid til anden om muslimer eller Sudan, alt det, som du aldrig ser i overskrifterne. Forskellige lag af tegningstyper, og jeg forsøger hver gang at arbejde på det med den stil, jeg kan lide, eksperimentere lidt hver gang.

Det sidste ord skal også være dit.

– Mange undrer sig over, hvorfor jeg gør det. Jeg arbejder ikke for nogen, så hvorfor gør du det, undrer til tider også mig selv. Især da det begyndte at give mig problemer, så blev det til en bekymring: “hvad er nytten?” Jeg tænkte virkelig, at det ikke forandrer noget til det bedre og det gør bestemt ikke mit liv bedre, men det gør mit liv bedre, fordi jeg er nødt til at blive ved med at stille spørgsmålstegn. Og mine børn, de mange mennesker, som følger mit arbejde, hvis jeg bare trækker mig tilbage, hvad betyder det så?

– Jeg har øjeblikket. På internettet er der altid det nu, at øjeblikket er dit. Du ved, hvad du skal gøre med det.

Følg Khalid Albaih på Facebook, eller på Instagram.

LEGG IGJEN EN KOMMENTAR

Legg inn din kommentar.
Fyll inn ditt navn her

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.