Vi har utfordret kritikere fra Norge, Sverige og Danmark til å lese de seks første bindene i Nordlys-serien. Dette er det danske bidraget.
Anmeldelse
Nordlys 1-6
Malin Falch
Egmont, 2018-2022
Trehundrede tusind? Tre-nul-nul-nul-nul-nul!?
Jeg må indrømme, at jeg blev ramt af en helt særlig misundelse da jeg første gang læste om oplags- og salgstallene for Malin Falchs fantasytegneserie Nordlys. Sådan en misundelse som danskere har det med at blive ramt af, når vi hører om kulturens vilkår i Norge.
Det er en svimlende fornemmelse at opdage, at en ny, norsk tegneserie kan sælge op mod 300.000 eksemplarer i sit hjemland alene, mens vi selv går og klager over små oplag, lave salgstal og tegneseriens trange kår.
Men i virkeligheden er det helt oplagt, at Nordlys er blevet en stor læsersucces i det brede YA-segment, der også sluger fantasyfilm og -serier på streamingtjenesterne. Malin Falch har nemlig en veludvikles sans for at fortælle medrivende historier, der trækker på både nordisk mytologi og moderne popkultur. Den er måske ikke ligefrem original, men serien er uhyre effektiv.
Er det ikke bare Peter Pan?
I Nordlys følger vi nutidspigen Sonja, der på sin konfirmationsdag inviteres med til den magiske fortidsverden i Jotundalen via en mystisk portal da troldedrengen Espen pludselig står foran hende. Det ligner præcis den eventyrverden, som hendes onkel Henrik har tegnet og fortalt om. Her lever vikinger, trolde og talende dyr under en spinkel fred og her møder hun Espens slæng af skovens fredløse børn. Sammen med dem bliver hun hurtigt viklet ind i et vildt og voldsomt drama, der både omfatter en hævngerrig vikingehøvding, en blodtørstig søslange, splittede troldkvindesøstre og et magisk portaltræ – og som truer med at ændre alt i dalen. Imens er Henrik også rejst til Jotundalen for at finde Sonja og det gør naturligvis ikke sagerne mindre komplicerede.
Seriens sjette bind, der netop er udkommet, afslutter første del af historien, som Malin Falch kalder ‘en længere saga’, hun er i gang med at fortælle. Og afslutningen rummer da også både et drabeligt højdepunkt og en ny begyndelse, med løfte om mange fremtidige Nordlys-bind.
Malin Falchs tegneserieepos erhelt fundamentalt en fortælling om venskab, loyalitet, nysgerrighed og om at finde sig selv og sin plads i verden. Men et stykke inde i Nordlys slår det mig: Er det hele egentlig ikke Peter Pan om igen?
Ligesom Wendy i engelske J.M. Barries børnebogsklassiker, er Sonja ikke interesseret i at træde ind i de voksnes rækker. Og ligesom Wendy bliver hun på magisk vis ført ind i en eventyrverden af en ung fyr med spise ører og en lille dolk i bæltet. Ligesom Peter Pan er den unge fyr – altså Espen – leder af en selvbestaltet familie bestående af krigeriske men kærlige børn. Og stadig ligesom Peter Pan hugger Espen hånden af en brutal rival og fodrer den siden til et frygtet havdyr. Vikingejarlen Hjalmar er ganske vist mere rå end Kaptajn Klo og søslangenlangt mere frygtindgydende end krokodillen Tik-Tak.
Mere film end tegneserie
Malin Falchs fortæller næsten filmisk så man ser for sig, hvordan historien vil udfolde sig i Netflix-versioneringen. Men Nordlys er (endnu) ikke en film og det føles sært at læse en tegneserie, der til tider simpelthen savner tegneseriepræg og i stedet henter alle virkemidler fra filmens verden. Når Malin Falch zoomer ind og ud, klipper mellem ansigtsudtryk, lader actionscener eksplodere, stiller skarpt på forgrunden og lader baggrunden sløre føler man sig hensat til et velproduceret Disney-brag. Det er helt basalt effektiv historiefortælling, som desværre peger på de mange forspildte muligheder for at udnytte nogle af tegneseriens unikke udtryksformer.
Der er et skær af fanfiktion over Nordlys, som til tider savner en selvstændig stemme. Peter Pan-referencerne måske nok er med til at forstærke den fornemmelse, men ogsåden øvrige inspiration fra nordisk mytologi, folketro, vikingehistorie og moderne fantasy – Ringenes Herre til Frozen – betyder, at serien ikke rigtigt får præsenteret nye figurer eller en ægte overraskende handling, som ikke føles velkendt i forvejen.
Det samme kan man sige som tegningerne, som forlaget frejdigt kalder ”Nordic Manga” og som har et umiskendeligt internationalt præg. Med sin digitale streg og farvelægningens gradienter, ligner Nordlys mange af de (ofte uhyre talentfulde) webcomics, der fusionerer japansk og amerikansk mainstream i et udtryk, der både er lækkert, læsevenligt og salgbart, men som i længden kan blive lidt fadt og uinteressant.
At Nordlys, derbegyndte som nettegneserie, på få år er endt som en af Skandinaviens allerstørste tegneseriesucceser i nyere tid må bare aftvinge respekt. Og så bør seriens utrolige salgs- og læsertal også tjene som bevis på, at det i høj grad er i tegneserierne, at nye og unge generationer kan finde læse- og litteraturglæde. Det har undersøgelser i både Norge og Danmark allerede vist – man kan bare håbe, at kassesucceser som Nordlys kan bane vejen for bedre støtte til andre serier med mindre kommerciel pondus og for større politisk opmærksomhed i en tid, hvor læselysten hos de unge ellers er hårdt presset.
Se bare: 300.000 læsere!
Se hva den svenske og den norske kritikeren skriver om de seks første bøkene i Nordlys-serien!
