Denne artikkelen gjengir vi etter tillatelse fra det danske tegneserietidsskriftet nummer9.dk. Originalspråket er beholdt siden vi har tro på våre leseres språkmektighet og pan-nordiske lynne.
Tekst og foto: Morten Tjalve
Det er egentlig den letteste sag at introducere Peter Madsen. Man behøver kun sige ét ord: Valhalla! Kæmpesuccesen om de nordiske guder fortæller dog ikke hele historien, selv om de 15 bind i serien unægtelig fylder meget i det danske tegneserielandskab. Sideløbende har der siden Menneskesønnen fra 1995 været et kristent spor i hans forfatterskab, som Vingeslag lægger sig i. Dertil kommer illustrationsopgaver og på det seneste billedbogsserien Troldeliv i samarbejde med hustruen Sissel Bøe.
Nummer9 besøgte ham en decemberdag i privaten i Allerød, der samtidig fungerer som arbejdsplads. For hvorfor har Peter Madsen ikke lavet tegneserier siden 2009? Hvordan er hans arbejdsproces fra den første ide opstår til den endelige tegneserie er færdig? Og hvad kan læserne forvente sig af Vingeslag?
Hvorfor har du været væk fra tegneserierne de sidste år?
– Jeg har jo nærmest ikke lavet tegneserier siden Valhalla 15 (2009). Jeg lavede en enkelt kort i samarbejde med Henning Kure til Ekstraordinære rejser i tid og rum – et hyldestalbum med Linda & Valentin med figurerne fra Valhalla, og det var helt angstprovokerende.
– Det skyldes projekter, der blev sat i gang efter Valhalla. Min kone, Sissel Bøe, og jeg boede 7 måneder på New Zealand, hvor jeg lavede skitserne til Valhalla 15. Der havde vi tænkt den tanke, at vi skulle lave Troldeliv, så det var det næste, vi gik i gang med. Sissel begyndte at udvikle universet og skrive på de første historier et års tid eller to før, men jeg kom ind i arbejdet med at bearbejde historierne, designe figurer og lave layout på New Zealand efter Valhalla-skitserne, hvorefter vi begge arbejdede fuldtids på projektet. Vi udtænkte de syv første bøger og lavede dem færdige i skitseform, før vi gik til forlaget med dem. Så Troldeliv har fyldt det meste siden. Jeg har ind i mellem lavet Eventyrbogen (2014), som var en samling folkeeventyr, jeg genfortalte og illustrerede eller haft illustrationsopgaver.
Så du valgte, at der ikke skulle være plads til tegneserierne?
– Jeg har ikke tænkt over det som et bevidst fravalg af tegneserien, men har bare kastet mig over nogle ting, jeg syntes var spændende. Problemet med tegneserier er også, at jeg gerne vil lave en større serie, og det vil sige, at går jeg om bord i den, så kommer det til at fylde mindst fem, seks år. Og det er svært at kaste sig ud i, også økonomisk. Der er jo ikke nogle forlæggere, der beder en om at lave tegneserier, selv om Bibelselskabet godt nok gjorde det med Vingeslag. Jens Trasborg fra Alvilda vil gerne udgive, hvis jeg laver noget, men kan ikke garantere mig noget som helst. Det kan man jo godt lave et projekt i et halvt til et helt år på, men hvis man skal sætte seks år af, så kan jeg ikke gøre det, uden der er en form for økonomi i det. Men jeg tror nu nok, jeg går ombord i det efter Vingeslag.
– Hvis det rigtigt skal løbe rundt, bliver det en blanding af, at jeg må søge nogle støttekroner, og så at jeg må få det ud i Frankrig, der jo stadig er et sted, man kan få udgivet ting. Der er USA lidt af et uland med tegneserier, hvor omkring 95 prosent er superheltetegneserier. Jeg havde mine ting med til MOCCA festivalen derovre, og et forlags redaktion og chefredaktør var interesseret i Menneskesønnen (1995), men salgsafdelingen sagde desværre nej. Problemet er, man hele tiden bliver mødt med: ”det ser fedt ud, det du laver. Læg det til side, så har vi et manuskript her, som du skal tegne efter vores anvisninger. Så har vi alle rettighederne til det og kan bestemme.” Det gider jeg ikke, det er helt uinteressant. I hvert fald hvis man kan leve af andet. Og det kan jeg jo, selv om Danmark ikke er stort.
Hvad er baggrunden for Vingeslag?
– Den er slutningen på en trilogi, jeg begyndte på i 2003, da lavede jeg en julebog sammen med Johannes Møllehave (Signes Jul). Det er egentlig en billedbog, men med lidt tegneseriepræg, jeg kan jo ikke lade være. Signes Jul har to spor. Dels at man følger en lille pige i Danmark i dag og hendes bedstemor, og samtidig fortæller bedstemoren en gammel historie. Til det har jeg brugt nogle forskellige stilarter. En temmelig karikeret stilart til nutiden og så er der hendes fantasier med hendes egne tegninger, som er børnetegninger, og endelig er der den gamle historie, som så er malet på en anden måde.
– Bagefter snakkede jeg med Johannes om, at vi skulle fortælle om nogle af de andre kristne højtider, påsken er jo egentlig en større højtid en julen. Det var han i første omgang med på. Vi rejste til Jerusalem og lavede studier, men så sprang han fra projektet. Derfor endte jeg med selv at skrive Rejsen til Jerusalem (2008).
– Påsken kunne jeg dog ikke formidle for femårige, fordi det er en for kompliceret og voldsom historie med korsfæstelse og opstandelse. Så derfor lod jeg pigen vokse til at være omkring fjorten år og rejse til Jerusalem med sin onkel. Det blev en ret teksttung bog, der samtidig giver et billede af Jerusalem, som det ser ud i dag. Egentlig en voksenbog camoufleret som en børnebog, som jeg illustrerede med akvareller.
– Så tænkte jeg, at pinsen skulle være det næste i trilogien. Den har jeg så gået og kæmpet med siden Rejsen til Jerusalem blev færdig i 2008, altså de sidste ni år. Problemet er, at pinsen er et punktnedslag, dybest set at Helligånden slår ned i disciplene og verden får fylde, og det er der umiddelbart ikke meget historie i. Så er der selvfølgelig også den første menighed og kirkens fødselsdag, som jeg synes, er det mest kedelige af det, men som man oftest sætter fokus på.
Vingeslag er så opstået som din egen idé, fordi trilogien skulle gøres færdig?
– Efter samarbejdet med Johannes Møllehave var det min ide at ville lave en trilogi. Bibelselskabet ville gerne have noget helt andet. De spurgte om jeg ville lave urhistorien, altså første del af 1. Mosebog, og jeg syntes egentlig, det kunne være spændende med myterne helt fra starten. Robert Crumb har lavet Verdens skabelse (2009) om hele 1. Mosebog [utgitt på norsk i 2010 som Genesis – 1. mosebok, red.anm.], som jeg i øvrigt synes er fantastisk. For han har jo simpelthen fulgt opskriften på, hvordan man laver en lortetegneserie ved at tage fuldteksten og så bare illustrere den. Det er jo det, man ikke skal gøre. Men det blev jo så undtagelsen, der bekræfter reglen, kan man sige.
– Babelsmyten, Kain og Abel, syndefaldet og sådan noget, det synes jeg er nogle vildt spændende historier, hvor der er masser af plads til, at man kan fortolke det. Skabelsen kunne også være vildt spændende at lave noget med. Så jeg har sagt, at det vil jeg gerne, men at det først bliver senere. For jeg skulle lige lave Vingeslag først, selv om det andet ville være bedre kommercielt. Men nu har jeg rodet med Vingeslag så længe, at jeg måtte lave den først.
– Det har været et godt forlag at samarbejde med, så jeg må selv stå på mål for det, jeg har lavet. Jeg kan ikke skyde skylden på kunden, for de har givet mig lov til at lave den, som jeg vil. Kun da jeg lod Signe bade nøgen, indvendte redaktøren, at hun skulle have en bikini på. Ikke ud fra det syn, at man ikke kunne vise nøgne mennesker, men at en pige på 17-18 år… Altså i min tid ville vi bare gå ned til søen, smide tøjet og bade, men de unge er meget mere blufærdige i dag, så det var urealistisk, at hun ikke ville have en bikini på.
Hvorfor blev sidste del af trilogien pludselig en tegneserie?
– Først skrev jeg det hele som en prosatekst, men jeg syntes det blev for banalt. Alle de ord. Jeg pløjede alle de salmer og fagbøger jeg kunne finde igennem og mange prædikener, ligesom jeg har gået i kirke stort set hver pinse, for ligesom at høre, hvad der nu kommer af ting. Og jeg synes bare, det er enormt svært at have med at gøre.
– Så var der en forlagschef fra Bibelselskabet, der slyngede ud, at jeg skulle lave det som graphic novel. Ja, tak – det kan du sagtens sige, sagde jeg. Det betyder, det tager fem gange så lang tid at lave. Men så gik jeg og tyggede på det og tænkte, at hvis jeg lavede det med tegninger i stedet for, så kunne jeg måske skære ned på nogle af tingene og sige det på en anden måde. På den måde blev jeg mere tændt på ideen, selv om det var ris til egen røv. Så det endte med at blive en tegneserie på 80 sider og dermed et større projekt, hvilket jeg har hygget mig med i ganske lang tid.
– Jeg skulle finde ud af alle mulige fakta. Hvis hun nu gik i gymnasiet, hvad går man så op i – og hvordan laver man sådan en opgave. Først satte jeg mig ned og lavede en dummy (Her hiver Peter en printpapirstyk stak papirer i A4-format frem og lægger på bordet).
– Der er også interview med præster og jeg var faktisk i Angoulême fordi det franske bibelselskab udgav Menneskesønnen forrige år. I 2016 var jeg nede for at holde foredrag om den, var ude på skoler og der var en udstilling af mine originaltegninger fra Menneskesønnen. Jeg boede et mærkeligt, nærmest klosteragtigt sted, hvor biskoppen også boede. Han sendte mig en masse skrifter, som jeg har fået inspiration fra, så det var ret fedt. På den måde voksede projektet stille og roligt.
– Næste skridt var, da jeg sad og rodede rundt og så på, hvordan jeg kunne overføre de ting, jeg havde prøvet at skrive, til en tegneserie. Det blev en stor gang kill your darlings. Når Sissel kom og så det, sagde hun: de ord behøver du heller ikke. Så det handlede meget om at tage ord væk.
– Jeg tegnede nogle grove skitser og tegnede dem ind til en skabelon, sat op så jeg kunne sætte tekst ind og ikke behøvede skrive det hele i hånden. Så lavede jeg en staffagefarve på det for at få lys og skygge. Da jeg skulle lave de rigtige billeder fik jeg lyst til at holde en… ikke sådan helt monokrom farveholdning. Lidt som Zenobia af Lars Horneman. Jeg kan på den ene side meget godt lide det, men jeg ville alligevel gerne have flere farver med. På den måde tegnede jeg det hele igennem og fik ideer.
– Det jeg gør er så, at jeg tegner tingene op i stort format. Lægger skitsen på lysbordet og tegner op med blyant. Men det er altså bare tegnet med en klassisk blyant på billigt fotokopieringspapir. Jeg er meget nøje med rammerne og boblerne, for det er ikke som med tusch, hvor man bagefter kan viske blyanten ud. Så jeg er nødt til at arbejde meget forsigtigt. Boblerne giver jeg en farve, så de er på et lag for sig. På den måde sidder jeg og tegner det hele igennem ved lysbordet, som er meget klassisk.
– Det scanner jeg ind, og så billedbehandler jeg stregen bagefter.
– Det næste, jeg gør, er, at jeg laver en skabelon i hvidt, så jeg kan farvelægge på et lag bagved og ikke skal være bange for at farve ud over kanten.
– Jeg lægger talebobler og lign. ind. Fx skal der på nederste rude på den her side en tekstside og billede i bogen hun læser i:
Det første, jeg gør med farvelægningen, er, at jeg smækker en baggrundsfarve ind, som jeg her har lavet lidt lys på.
– Figurens farver kommer på som det næste, og så lægger jeg mere lys på.
– Hun hører U2, I Still Haven’t Found What I’m Looking For, der også illustrerer hendes situation. Jeg fandt de rigtige noder, som er sat ind.
– Det sidste er, at computerfarvelægningen ser lidt plasticagtig ud, så jeg har lavet min egen struktur, som får det til at ligne et akvarelpapir. Det tog mig et halvt år at lære farvelægningen på computeren at kende. Jeg kunne ikke bruge photoshop-penslerne, det så for dårligt ud. Så jeg malede nogle penselstrøg, med de rigtige pensler, jeg er glad for at bruge, og scannede dem ind. Så har jeg bygget nogle digitale pensler over mine egne pensler. Så det er mine personlige pensler, dem jeg bruger i værktøjskassen, som passer til det, jeg gerne vil lave.
– Strukturen er faktisk et stort akvarelpapir, hvor jeg har malet et wash hen over. Det har jeg scannet ind, og så har Ingo Milton hjulpet mig med at lave det, så strukturen går ind uden selv at give farve, men behandler farven, som om den er malet på. Så det er papirets små toppe og bunde, der kommer frem, lidt tilfældigt, og får det til at se ud som om, det er malet i hånden.
– Jeg fandt ud af, da jeg skulle lave Troldeliv, at det er måden for mig at gøre det på, for efter at have tegnet Valhalla i 30-35 år med en glat penselstreg, vil jeg gerne have blyantstregen. Jeg havde lyst til at få den rustikke streg, som blyanten kan give. Hvis jeg tegnede en blyantstreg og farvede oven på den med vandfarve, så blev det en fesen grå streg som farverne dækkede. Så det blev ikke det udtryk, jeg gerne ville have. Men netop på den her måde kan jeg banke stregen op og gøre den meget kraftigere eller gøre den større, så man virkelig kan se det riflede. Og ved at lægge farven i et lag indenunder kan jeg få farven til ikke at ødelægge stregen, medmindre jeg vil have det.
Vingeslag er lidt mindre end det klassiske tegneserieformat?
– Ja, den skal være samme format som de to første i trilogien. Jeg havde egentlig også den ide, at de tre forsider skulle hænge sammen. Stjernen som symbol på den første, solen på den anden og duen på den tredje. Samtidig med de var holdt i primærfarverne med den røde, den gule og den blå. Så formatet holder jeg fast i.
Du har jo lavet masser af tegneserier i det traditionelle format og nu laver du noget, som er lidt på vej ned i størrelse. Så hvorfor ikke skære det helt ned til bogstørrelse og så har du en graphic novel?
– Jeg har mere lyst til at gå den anden vej. Vingeslag skulle passe med de andre bøger, så det bestemte formatet. Men når det er billeder, man skal kigge på, så er det da fint, de har en størrelse, så man også kan se dem. I 70’erne og 80’erne var der albumformen, som en tegneserie skulle være i. Papbind og 48 sider. Da var det dejligt, at der kom flere forskellige formater. Men på et tidspunkt blev det lidt en spændetrøje, da begrebet graphic novel vandt indpas i Danmark. Skulle man lave noget for voksne, måtte det kun være sort/hvid, helst lidt dårligt tegnet og med to billeder pr. side, så rytmen var fuldstændig ens fra gang til gang. Men laver man noget i stort format og vekslende layout og farver, så anses det som mere barnligt. Men det er et grafisk medie, så man kan bruge alle mulige forskellige udtryk. Hvorfor begrænse sig? Med billedbøger er det lidt det samme. Når børn vokser op, så skal bøgerne blive lidt mindre og med lidt mere tekst, så vil de gerne læse dem.
Har der været udfordringer ved at gå ned i format med Vingeslag?
– Ja, det synes jeg. Men da jeg fandt 3-striben, så fungerede det. Det er selvfølgelig bagstræberisk, men jeg kiggede på gamle ting af Allan Moore og Frank Miller. På mange af siderne har jeg kørt med et grid med 9 felter, som Lucky Luke også typisk ville være lavet på. Der er også sider med 12 billeder på, som er mere i stil med Frank Miller fra The Dark Knight. Det syntes jeg egentlig var lidt sjovt. Og så at lave masser af billeder hvor jeg har en overvejelse eller en person, der bare står og kigger i en bog og skal bruge 4 billeder på at dreje hovedet. Det har jeg savnet lidt i Valhalla, selv om jeg prøvede at få det med i de senere album. Men den er vældig komprimeret, som Asterix eller Tintin, hvilket har nogle andre fordele. Der får man jo en hel, lille historie på hver side.
Kan du fortælle lidt mere om handlingen i Vingeslag?
– Når man skal prøve at fortælle om de ting, pinsen handler om, så er det ligesom et stykke sæbe, der smutter mellem fingrene på en hele tiden. Jeg tænkte, at hvis Signes Jul var for de femårige og Rejsen til Jerusalem for de fjortenårige, så måtte bogen om pinsen jo blive en voksenbog. Læseren måtte vokse med emnet, og pigen vokser også, så hun skulle være omkring sytten-atten år i Vingeslag. Jeg havde også en ide om, at hun faktisk skulle være helt voksen, tyve-tredive år, men nu blev hun en gymnasieelev, der skal til eksamen, uden at jeg har specificeret det.
– Historien begyndte så at tage fart. Hvis jeg skulle formidle pinsen, så skulle det ikke være noget med at rejse tilbage til Jerusalem. Den lille pige i Signes Jul fik læst op af bedstemoren, og den mellemstore rejste til Jerusalem med sin onkel, der vidste noget om tingene. Men hvis jeg tredje gang brugte det pædagogiske trick, med at nogen fortæller hende historien, så bliver det simpelthen for meget. Så jeg valgte, det hele i stedet skulle foregå i et sommerhus, efter Signe er raget uklar med sin bedste veninde. Så vil jeg faktisk fortælle dét, der er temaet i pinsen, som for mig er kommunikation. Men det vil virke lidt for banalt, hvis det bare handler om hende og veninden eller hende og en kæreste. Så jeg fik den ide, at ude i det øde sommerhusområde, hvor hun bor og læser til eksamen, er en gammel indvandrerkvinde flyttet ind i et af de andre huse. Vi ved ikke hvem hun er, og Signe er egentlig bange for hende og kan ikke forstå hende, fordi hun taler et andet sprog. Så det bliver kommunikationen mellem dem, der bliver bogens omdrejningspunkt. Med den gamle kone kunne jeg kombinere, at veninden var på afstand og samtidig have en formidler tæt på, som hun slet ikke havde regnet med. Det er for mig en god pointe i forhold til, hvad historien handler om. Mange vil sige, hvad fanden har det her med pinsen at gøre, men jeg vil gerne prøve at lave en historie i vores tid, som fortæller den samme historie bare med nogle andre virkemidler.
– Jeg fik den idé, at Signe savner bedstemoren. Hun læser lektier, men gider ikke rigtigt. Hun sidder og hører musik, kigger på boghylderne og ser at den gamle billedbibel, som bedstemoren læste højt for hende, står der. Den bruger jeg så som referencepunkt. Nogle af de ting hun ser i den, kan jeg bruge i fortællingen. Jeg gik på jagt i antikvariater og fandt førsteudgaven fra Bibelen i Billeder med tegninger af Gustave Doré. Det er virkelig en billedbibel med fabelagtige illustrationer i rigtig god reproduktion. Dem har børn siddet og kigget i, så de er blevet skræmt fra vid og sans.
– En af de historier, der bliver brugt som en modhistorie til pinseunderet, er en slags omvendt kommunikationshistorie, hvor menneskene vil bygge Babelstårnet op til himlen. Et projekt der går ud på at hædre sig selv – en magtudfoldelse. Gud slår folk med forvirring, så de ikke kan tale sammen. Den historie, tænkte jeg, kunne være spændende at have med. For så kommer pinseunderet, som er modsat. Hvor Helligånden gør, de pludselig kan tale på alle mulige forskellige sprog og forstå hinanden og forstå sig selv. Og så er de to historier alligevel ikke helt modsætninger, for i pinseunderet kommer de ikke til at tale samme sprog, men kan bare forstå hinanden. Jeg tænkte, det kunne være sjovt, hvis jeg kunne bruge de billeder i tegneserien. Der fik jeg så den ide at kombinere lydordene fra Signes skænderi med veninden og samtidig klippe billeder af Doré ind, så historien ligesom trænger ind.
Så du leger lidt med at fortælle i en moderne kontekst, mens du stadig løbende trækker tråde tilbage?
– Det, jeg synes er fedt, er, at få kogt nogle af de meget tunge symboler ned til et helt enkelt tegneseriesprog. Den starter med at hun kommer til et tomt sommerhus. Der er en kristen reference i det. En af de gamle kristne mystikere helt tilbage fra middelalderen taler om, at huset er Gud, og nøglen er Helligånden. Med nøglen kommer du gennem låsen, som er Jesus, og så kommer du ind i huset. Det kommer ikke til at stå nogle steder, og der er ikke en kæft, der kommer til at forstå det, jeg synes bare, det er skægt. Det er fedt ved tegneserier, at man kan lave noget, der egentlig er tungt, og så kan det se legende let ud. Man kan fise igennem det på et kvarter, og så kan man gå tilbage bagefter, hvis man har lyst til at læse mere om det.
– I starten tænkte jeg, at jeg ville holde mig for god til at bruge en due i Vingeslag. Det er jo et noget fortærsket symbol. Derfor lavede jeg det om til en ravn, men det blev lidt fortænkt. De fleste, der læser serien, vil nok ikke have noget forhold til det alligevel, så hvorfor ikke bruge de symboler, der findes?
– På et tidspunkt går Signe ned og bader. Der har jeg leget med nogle sømetaforer. Ideen er, at når Gud ånder over vandet, så er det et åndedrag, som alt levende er med i. Så når vinden blæser og sætter gang i bølgerne, er det som Helligånden, der slår ned og skaber bevægelse, hvor der før var stilstand. Så hun har fornemmelsen af den døde sø, der får liv. Hendes spring i vandet bliver en slags dåbsbillede, hvilket jeg ikke engang havde tænkt på. Jeg havde mere tænkt på barndommens frygt, for alt hvad der kan være i dybet, og så at man skal tage det Kirkegaardske spring ud på de mange favne.
– For at få Signe til at se nogenlunde ud, har jeg faktisk til alle tre bøger brugt min egen datter. Hun er i mellemtiden blevet 30, men ser ganske ungdommelig ud. Jeg tegner hende lidt yngre og kan ikke bruge det direkte, men mere for fx at få størrelsesforholdet på plads mellem en iPhone og en hånd. Der er jeg så alligevel nødt til at snyde lidt, for det er ikke til at få tekst på iPhonen, hvis den ikke gøres lidt større.
Er det en enlig svale eller trækker du på andet personligt?
– Der er også andre steder, hvor jeg har trukket på mine egne oplevelser eller erfaringer. Til sommerhuset i Vingeslag har jeg brugt mine forældres gamle sommerhus i nærheden af Gammel Ry. Sissel og jeg boede også i det, da vi havde solgt vores sidste hus, inden vi flyttede til Allerød. Så det kender jeg og har haft et forhold til de sidste 50 år. På et tidspunkt tænker Signe tilbage på den døende bedstemor, der har delirium og ser duer i rummet. Signe vil hjælpe hende med at få dem ud, men bedstemoren er udmærket godt klar over, at de ikke rigtigt er der. Jeg var selv sygeplejevikar, da jeg læste medicin, og der var en kvinde på en psykiatrisk afdeling, der så myrer overalt i sengen. Jeg var fuldstændig desperat, for hun blev ved med at snakke om myrer. Så til sidst begyndte jeg at børste dem væk, og det er jo helt forkert, for man skal ikke holde folk fast i deres vrangforestillinger, men jeg var ung og uerfaren. Så kiggede hun op på mig og spurgte, hvorfor jeg gjorde det, for hun vidste jo godt, myrerne kun var inde i hendes hoved. Så følte jeg mig totalt idiotisk, men kunne bruge det her.
– Jeg har nydt at bruge tegneserievirkemidler igen – hele baggrunden kan være det man taler om, fx i skænderiet mellem pigerne i starten. Samtidig kan man have Signes tanker i de farvede tekstfelter og ordene de siger imellem dem. Den efterfølgende side, der udelukkende består af tekst, er nok den, jeg har brugt mest tid på i hele bogen, selv om man ikke kan se det. Det er nogle vrøvletekster, som man egentlig ikke skal læse, men alligevel sidder folk og læser dem, så der skal jo stå noget i dem.
– Det har været så fedt at lave tegneserier igen, at jeg har fået smag for det. Jeg kunne godt tænke mig at gå videre med den nordiske understrøm, folkesagn, og fortælle dem mere for voksne. Mere i stil med Loisels Peter Pan, men på en helt anden måde.
Sådan har mange af dine værker vel også været? Valhalla er jo både for børn, men kan også – som folkeeventyr – læses af voksne.
– Ja, og det er den slags historier, jeg bedst kan lide selv. Bibelhistorierne – er de for børn eller voksne? Troldeliv er for børn, men der er også ting for voksne i dem. Teenagerne vil synes, de er for store til dem, men måske er de bare ikke helt gamle nok til at forstå nogle ting. Jeg elsker de historier, hvor det ikke er defineret, om det er for børn eller voksne. Jeg kan godt lidt Peter Plys [Ole Brumm på norsk, red.anm.] og er helt vild med Tove Janssons Mumitrolde univers. Ikke spin-off universet, men romanerne, de er også meget bedre end hendes tegneserier.
Hvornår er Vingeslag færdig?
– Jeg havde oprindeligt deadline til nytår, men det kunne jeg ikke nå. Nu skal jeg aflevere alt 1. februar.
– Jeg har også skrevet et stort efterskrift, som jeg ville have trykt bagi, hvor jeg skriver om de forskellige begreber og ting, hvis man har lyst til at dykke mere ned i det. Jeg tænkte, at hvis der er nogle, der er nysgerrige, så skal de have muligheden for det. Der sagde redaktøren, at det skulle bare ikke med. Bogen måtte sige det, den skulle sige, på egen hånd. Men så har jeg tænkt mig at lægge det ud på nettet, så der bliver en henvisning sidst i bogen. For mig skulle Vingeslag være en formidling af det, at verden nogle gange kan åbne sig. Der kan være et gennembrud, hvor et eller andet slår ned, og hvis man er kristen, kalder man det Helligånden, og nogle andre vil kalde det noget andet. Det er det projekt, jeg arbejder med. Så har jeg afsluttet min trilogi. Det bliver sikkert ikke nogen stor bestseller, men jeg synes, det har været enormt skægt at lave.
[Vingeslag er tilgjengelig fra det danske Bibelselskapet.]